Ost-block treff i Pütnitz.
I sommer, da der var Roskildefestival, tog min søn og jeg til Ost-block treff i Pütnitz. Et træf vi var blevet inspireret til at tage til, efter vi havde læst om det i nærværende blad sidste år.
Vi er begge 2 MZ fans, vi har masser af dem stående rundt om på loftet, i haven under presenninger i søsterens legehus osv. Vi kan slet ikke få nok af dem. Sikkert fordi vi ikke kan få nogen af dem til at køre ordentligt. Der er ingen af dem der kan lade. ( Er det noget der er typisk for mz’ere?).
Nå, men for at være sikre på at vi kunne komme både derhen og tilbage, i alt 800 km så valgte vi at køre på vores yamaha SR 500. Vi ejer hver sådan en maskine. De udmærker sig ved mange af de ting som Mzerne ikke har så meget af, bl.a. driftsikkerhed over mange år. Til gengæld deler de det at have charme og en cylinder.
Vi drog af fra Højer midt på torsdagen, for at have god tid og komme derover inden det blev mørkt. Vi ville køre af landevejen hele vejen. Det er jo nu det mest hyggelige.
Man bliver klog af at køre MC. Vi lærte at gennemsnitsfarten på landeveje uanset hvad man gør, ikke kommer ret meget over 50. Vi kom til Putznits meget sent om aftenen, i regnvejr og mørke.
Vi blev dog vist hen til danskerlejren, hvor vi slog vores telt op og styrtede omkuld med knurrende maver. De der østtyskere, de gider nemlig ikke at lave noget efter kl. 21. Ikke engang en lille bitte carrywurst.
Morgen.
Om morgenen blev vi vækket af en hel masse hylende vækkeure. De gik ind i de behagelige drømme om wurst, brot und putenkeule. For mig blev det til noget med at en hel masse kalkuner blev jagtet af en stor rar slagter der ville sørge for mad til mig.
Hyleriet blev dog ihærdigt ved, så det endte med at jeg vågnede, og stak mit hoved ud af teltet.
Lamslået tabte jeg underkæben ned på græsset, med et stort ”klunk”. Efter at have fået den samlet op og sat på plads, stak jeg hovedet lidt længere ud af teltet, for at besigtige disse i sandhed sære løjer.
Ude imellem træerne drønede der flere politibiler rundt, med blå blink og sirener på fuld skrue. På siden stod der ”Volkspolizei”. Inde i bilerne sad der mænd i politiuniformer og grinede til alle. Forvirret kikkede jeg til den anden side. En østtysk soldat med geværet over skulderen og en schæfer ved sin side, kom gående rundt om hjørnet.
Jeg lagde nakken tilbage, og blodet frøs til is i mine årer. Jeg er sgu røget ind i ”Wolfenstein” (Et computerspil fra 90erne), ”er jeg helten eller bare et offer”, tænkte jeg rædselsslagen. Blitz-schnell trak jeg hovedet ind i teltet igen.
Overfor mig var der en naziinspireret hangar af en enorm størrelse. Lidt længere væk var der en mere, og sådan blev det ved.!!!!
Jeg forsøgte krampagtigt at genkalde mig hvad der var sket i går, for at finde ud af hvad der muligvis var gået galt. Det måtte være tordenvejret i nat, der havde transformeret mig over i en anden verden, blev jeg enig med mig selv om.
Næste tanke var at nu skulle jeg ud og finde sønneke og redde ham. Så måtte jeg finde ud af hvordan vi kunne blive transformeret tilbage igen senere.
Jeg tog en dyb indånding, og kravlede beslutsomt ud af teltet igen.
”Dau” lød det på uforfalsket sydsjællandsk da jeg rejste mig op fra mit forholdsvis komfortable telt..
Overfor mig stod et par nydelige mænd i efterlønsalderen. Den ene ved siden af en MZ der var tunet med en fantastisk slangeornamentik. Han holdt en præmie i hånden . Jeg ved ikke helt hvorfor eller hvorfra han havde den, men man kan jo gætte lidt og samtidig læse lidt i nærværende blad.
Den anden var en høj herre, med et godt udsyn over pladsen og en knusende ro i sig.
”Hurra” tænkte jeg, ”her er et par djærve kampfæller, nu kan det gå fremad her i Wolfenstein”.
”Fin kværn du har”, lød det nu på københavnsk, Amager tror jeg. Lidt forvirret over at de ikke var mere påvirkede af situationens alvor, fremstammede jeg et ”Tak”, og skulle lige til at advare dem, da min knægt brød ind.
”Hold da kæft for et sejt sted. Det er ligesom at være i Wolfenstein. Jeg har engang læst om denne luftbase. Den var meget betydningsfuld i DDR. Den skal være megastor”, ytrede mit ægteskabs første brøde. Han var nu kommet tilbage af sig selv.
Det skal lige nævnes, at når han ikke skruer i en knallert eller en mc, så læser han bøger. Og hvis han ikke gør det, så fortæller han sjove historier, som han har læst.
Lidt beroliget over at være ved et menneske der tilsyneladende havde mere realitetssans end jeg selv, skyndte jeg mig at give ham ret.
Nå men vi skal ud og have noget mad blev vi hurtigt enige om.
Vi kantede os ud gennem danskerlejren og dens mange Ural/dneprmaskiner. Det var deres store træf kunne jeg se. De kunne have været ti, men en var gået i stykker undervejs. Der var ikke mange MZ’ere fra DK. Men dem der var der, de virkede.
Aktiviteter.
En ting er at komme ud af danskerlejren, en anden ting er at kunne redde sig helskindet rundt på pladserne på træffet. Der er bare Simsonknallerter, Mzere i alle afskygninger, polske 350 firtaktere, trabanter, Wartburge, Tatralimusiner, russiske ZIL, bæltekøretøjer med raketter, både amfibiekøretøjer, brandbiler, bæltekøretøjer så store som huse ja alt hvad der kan trækkes frem af en storrygende diesel eller totaktsmotor. Ikke nok med, at der er mange af dem, men de suser rundt tilsyneladende uden regler for ret meget andet end respekten for os sårbare fodgængere. Det var meget imponerende med den megen kørsel og især at der ikke skete så meget som et eneste uheld.
I tre dage var vi på dette enormt store område. Der var flyvere, af alle afskygninger. Sportsflyvere, militærflyvere, flyvere med stjernemotorer og biplaner var der sågar. Og det bedste var, at man kunne komme op og flyve i dem. Der var kræmmere med alskens nyttige og unyttige ting til ingen penge. Også dele til gamle Mzere. Nye og gamle restaurerede maskiner til spotpriser, sjove mennesker og rigtig rigtig mange forskellige køretøjer at se på.
Lørdag aften var der fest i en af de store hangarer. Vi var flere tusind der sad derinde og drak øl og nød den specielle østtyske stemning. Ossis kontra Wessis spillet blev rullet frem. Som dansker kan man jo bare betragte det. Oppe under loftet hang der en imponerende stor russisk helikopter. Pludselig kom der lys på den, rotoren kørte rundt, og ned blev der sænket 4 strippere. Et syn jeg vil mindes længe. Det er ikke hver dag man ser en helikopter hænge under et loft med roterende vinger.
Vi boede som nævnt på ”Danskerpladsen” Det var fint. Jeg vil tro at vi var 40 –50 stykker, da der var flest. Vi fik talt med mange spændende folk, og vi fik respekt for den dødsforagt Ural folket udviser ved at eje sådan en maskine. Det var fint, at vi ikke blev forvist til svinestien bare, fordi vi kørte på japanere. Det var der i øvrigt flere der gjorde, altså kørte på japanere. Det specielle østtyske storsind, som vi danskere godt kan li fik vi rigtig mærket.
Sønnike og jeg drog hjem søndag, fyldt med gode oplevelser fra dette helt unikke træf. Jeg vil sammenligne dette træf med ”Isle of Man”. Det bør have samme status for os totaktselskere.
Fakta.
2000 aktive deltagere og 15000 besøgende om lørdagen. Masser af aktiviteter. Kør i kampvogn eller kør selv en kæmpestor russisk lastbil på off roadbane. Kør i bæltekøretøj. Kræmmermarked, madboder, tysk øl. Der var masser af sjove ting. Dejligt at være legebarn igen.
Man må køre rundt på pladsen med sit køretøj.
Der er flere museer med forskellige slags køretøjer. Man må røre og pille ved dem!!!
Der var deltagere med fra stort set alle europæiske lande og maskiner fra alle østlandene.
Det koster 25 euro pr næse for alle de dage man vil være der. Det er incl. 2 gange morgenmad.
Træffet har udviklet sig enormt i de 6 år det har været. Det kom bag på arrangørerne, at det er blevet en så stor succes. De følger dog pænt med omkring logistikken.
Hvis man som os er vild med teknik, så er det mekka. Alt kan ses og røres ved, og man får en masse inspiration til at hvad man selv kan gøre ved sin egen maskine.
Og---- en masse god Mz-snak.
Tag dertil før din nabo. Smilet holder længe.
